Sølv til Stine Nielsen

Af Jens Møllenberg
Ved Internationaler Wettkampf München-stævnet i Tyskland skød riffelpigen fra Særslev, Stine Nielsen, sig til en sølvmedalje – i sin første internationale finale.

Nervøs start
Det startede ellers ikke så godt for Stine Nielsen, som indledte 10-meter-konkurrencen langsomt og tøvende med 97 point i den første 10-skudsserie. Efter de første ti af 40 skud var det slut med at tøve, og en god stime begyndte. Hun virkede roligere og mindre nervøs, hvilket også kunne ses på scoretavlen. Den rolige hånd og tålmodigheden gav hende tre fejlfrie serier i træk, og dermed en score på 397 points i grundskydningen.

"Der var meget spændende og sjovt at skulle skyde. Det var første gang jeg skulle skyde på sådan et stort sted og med så mange mennesker som skød på en gang, så det var spændende. Jeg var lidt nervøs til at starte med, det kunne man også godt se med min 97-serie, men så kørte det bare der ud af", sagde Stine Nielsen inden hun gik ind til finaleskydningen på en foreløbig fjerdeplads.

"Jubii"
Finalen blev en gyser. Stine Nielsen startede solidt med at skyde tre skud, der alle blev målt til 10,7 points, og dermed kravlede hun hurtigt op på andenpladsen. Efter denne fine indledning kom der dog to skud på henholdsvis 10,0 og 9,9 points, og derfor gled hun igen lige uden for podieplaceringerne. Sjette og syvende skud blev målt til 10,2 og 10,5 points, og igen var hun oppe på medaljeskamlens næstøverste trin. Med de to næste skud målt til 10.9 og 10,8 points var sølvmedaljen næsten hjemme, og guldet var endda inden for rækkevidde. Stine Nielsen lagde pres på den førende, tjekken Gabriella Vognarova, med 10,2 i sidste skud, hvorved hun opnåede en totalscore på 501,6 points og en ny dansk finalerekord for damejuniorer. Den tjekkiske pige holdt dog stand med 10.0 points i sit sidste skud, hvilket gav hende en samlet score på 501,9 points. Nordmanden Marianne Berger fik bronze med 500,0 points.

"Inden finalen fik jeg en snak med Leif [Leif Steinar Rolland, riffellandstræner, red.] om nogle småting, jeg skulle gøre i finalen, for jeg var en smule nervøs. Finalen begyndte, og da de første skud blev skudt af, syntes jeg selv det gik godt, men jeg var stadig lidt nervøs. Med sommerfugle i maven kiggede jeg ikke på scoretavlen under de tre sidste skud. Jeg kunne ikke holde det ud, for det var alt for spændende. Det sidste skud blev skudt af til 10,2 points, og jeg kiggede op på skærmen, og så jeg var blevet nummer to. Jubii, tænkte jeg", sagde Stine Nielsen efterfølgende.

I herrejuniorerne 10-meter-konkurrence blev danske Andreas Liebmann fra Helsingør nummer 42 med en score på 583 point ud af 600 mulige. Vinderen af konkurrencen blev russeren, Alexandr Dryagin med en samlet score på 699,7 efter 597 point i den indledende skydning.

Resultaterne fra stævnet
 
 
© Dansk Skytte Union l Brøndby Stadion 20 l DK-2605 Brøndby l T/ +45 4326 2626 l M/ info@skytteunion.dk